Chat with us, powered by LiveChat

Kundecase: Purple Robotics

Fra start-up til international stjerne indenfor robotteknologi på et år

Automatisering er i kraftig vækst på det globale marked i disse år, og derfor mærker særligt robotteknologien stor efterspørgsel fra industrien.

Herunder bliver såkaldte cobots – kollaborative robotter der samarbejder med mennesker – mere og mere udbredt på arbejdspladserne.

De giver virksomheder helt nye muligheder for at halvautomatisere arbejdsprocesser, effektivisere arbejdsgange og aflaste de ansatte. Det er den gyldne middelvej mellem manuelt og fuldt automatiseret arbejde.

Ansatte der deler deres arbejdsplads med griberedskaber og sensorer er derfor ikke længere et særsyn. Teknologien er blevet mere tilgængelig for virksomheder i alle størrelser. Derfor kan de nu være med på investeringen, og de kan se afkastet af den i den nærmeste fremtid.

Af samme grund forventes markedet for cobots at vokse med mere end 50% om året i de kommende år (Vækstfonden, 2018).

Universal Robots-alumner og succesfulde iværksættere

Danmark er blandt verdens førende hubs for udvikling af robotteknologi. En position som internationale megasucceser som Universal Robots har været med til at etablere og bevare med verdens første cobots.

Men nye stærke start-ups skyder også op med kræfter til at løfte arven i fremtiden. Heriblandt Purple Robotics, der netop er etableret af tre forhenværende produktudviklere fra Universal Robots.

Purple Robotics kom flyvende fra start og skabte stor røre med udviklingen af en vakuumgriber, der har revolutioneret industrien. Den er blandt de mest innovative gribere, fordi den kan håndtere flere elementer og opgaver i én bevægelse – nemt og sikkert (OnRobot, 2018).

SOLIDWORKS gør idéen til virkelighed

I maskinrummet sidder de tre stiftere selv og har udviklet vakuumgriberen fra bunden med den ekspertise, de havde med sig i bagagen fra Universal Robots, og med 3D CAD software fra SolidWorks.

”Vi har brugt SolidWorks lige fra starten til konceptudvikling og til at finde ud af, hvordan det her produkt skal se ud. Og med SolidWorks har vi kunnet videreudvikle på, hvordan produktet skal se ud og produceres i sidste ende,” fortæller Henrik Tillitz Hansen, medstifter af Purple Robotics.

Valget af SolidWorks har bidraget til at Purple Robotics kunne komme hurtigt fra start og få gang i forretningen.

”Der er mange funktioner, så man kan komme hurtigt afsted, og lave nogle dele og nogle tegninger. Og så har man det hurtigt i produktion,” fortæller Henrik Tillitz Hansen.

”Når vi nu kan komme så hurtigt fra idé til et færdigt produkt, som vi kan med SolidWorks, så kan det også mærkes på bundlinjen, at vi hurtigt kommer i gang med at kunne sælge nogle produkter,” uddyber han.

Godt fra start med Entreprenørlicenser og softwaresupport

Purple Robotics søsatte sin rejse med SolidWorks på baggrund af særlige Entreprenørlicenser. Disse licenser giver iværksættere mulighed for at komme i gang med produkter til CAD, simulering og visualisering uden omkostninger det første år.

”Det kan betyde, at man kan komme hurtigere i gang, og at man ikke skal ud og have funding,” fortæller Henrik Østergaard, salgschef hos TEAMWORKS.

”Man kan simpelthen starte i en garage med det her software, og så bygge nogle modeller og nogle prototyper, og så gå i gang med at sælge uden egentligt at skulle have brugt ret mange penge,” uddyber han.

Derudover kan man tilkøbe telefonsupport hos TEAMWORKS og dermed få hjælp til at realisere designdrømmene af et stærkt supportteam med stor SolidWorks-erfaring. Noget som Purple Robotics har nydt godt af undervejs i udviklingsprocessen.

”Har du et problem, så kan du tage knoglen, og så får du et imødekommende svar. Det er helt sikkert. Jeg føler, at jeg er sikker på, at jeg får løst mit problem, når jeg kontakter dem,” fortæller Henrik Tillitz Hansen.

”Vi skiller os ud fra vores konkurrenter i markedet ved, at vi er en gruppe af dygtige teknikere, som vi gør et stort nummer ud af at certificere. Det vil sige, at vi skoler dem i, at de rent faktisk har styr på de produkter, vi går og sælger,” understreger Henrik Østergaard.

Verden vil have kollaborative robotter

Tre måneder efter vakuumgriberens lancering betød den store efterspørgsel, at Purple Robotics fik 40 forhandleraftaler i hus, og at produktet blev solgt i hele 25 lande.

Derudover tiltrak Purple Robotics sig stor opmærksomhed som deltager på verdens største robotmesse, Automatica, i juni 2018, hvor vakuumgriberen vakte stor begejstring.

Hurtige beslutninger blev taget i en lang række internationale virksomheder, og det betyder, at Purple Robotics’ vakuumgriber nu ’tager hånd’ om opgaver i hele verden.

Men det skulle blive et lokalt bekendtskab i Odense og ikke et internationalt møde, der kom til at afgøre virksomhedens skæbne og sende succesen på himmelflugt.

En stærk international alliance tager sin begyndelse

I efteråret 2018, kun godt et år inde i sin spæde begyndelse som start-up, blev Purple Robotics opkøbt af den nyligt oprettede koncern OnRobot A/S. Ejet af danske OnRobot med hovedsæde i Odense består koncernen derudover af amerikanske Perception Robotics og ungarske OptoForce.

Med en investering på mere end 100 mio. kr. har OnRobot midlerne til at realisere sine tårnhøje ambitioner. Ambitioner der går på at drive den internationale innovation indenfor kollaborative robotter og End-of-Arm robotudstyr, så Danmark fortsat kan være i front på markedet.

OnRobot er dermed en stærk alliance af robotvirksomheder, der stormer frem på den internationale scene, og som nu står endnu stærkere med et nyt højtprofileret teammedlem – Purple Robotics, der støder til med eget innovativt og konkurrencedygtigt robotudstyr.

Video: Søren Laursen – Laursen Kommunikation

Om forfatteren:

Læg en kommentar