Udskriv

Jacob Jensen Design

Timothy Jacob Jensen, direktør i Jacob Jensen Design:

"Vi vil hellere tabe penge, end ikke at gøre vores bedste"

”Vi er muligvis ikke bedre designere end vores kollegaer i designbranchen, men vi er efter min opfattelse mere grundige og bruger derfor flere kræfter på opgaverne. Både på at få de rigtige idéer og på derefter at gøre dem til virkelighed i gennemdesignede, færdige produkter. Og i den forbindelse har vores 3D printer og vores 3D CAD SolidWorks gjort nogle af vores arbejdsprocesser betydeligt hurtigere og nemmere og derfor også mere rentable.”

Det fortæller Timothy Jacob Jensen, der er direktør i og medejer af designvirksomheden Jacob Jensen Design, der blev grundlagt af hans far i 1958, og i dag er én af verdens mest berømte og prisbelønnede designvirksomheder.
Som Timothy Jacob Jensen selv formulerer det, så har det fra starten været virksomhedens kerneværdi at være ekstremt grundige og omhyggelige, og derfor har man lige indtil for knapt to år siden primært brugt pap, plast, skum, ler, træ og andre konventionelle formgivningsmaterialer, til – per håndkraft - at producere 3D-modeller i 1-til-1 størrelse af de produkter, man designer.
Det gør man stadig i de fleste tilfælde. Men det tager tid  at lave de mange modeller, og der skal ofte mange til, før man er tilfreds med resultatet. Helt op til 70 modeller eller prototyper regner man således med at skulle op på, før man er færdig med et af de aktuelle projekter: En ny version af den populære Margrethe-skål.
I et så stort projekt er både en 3D printer og et 3D designværktøj næsten uundværlige, og derfor har man hos Jacob Jensen Design nu indført både en avanceret og meget speciel 3D printer – og 3D CAD systemet SolidWorks – leveret af Teamworks. Det har sat fart på designarbejdet, og Timothy Jacob Jensen er derfor særdeles tilfreds med kombinationen af de to produkter:

’Det mindst brugerfjendske på markedet’

”Vi indførte begge dele samtidigt for to år siden. I første omgang valgte vi dog ikke SolidWorks, men Pro Engineer, der imidlertid efter vores opfattelse viste sig at være alt for indviklet at bruge. Så det blev skiftet ud med SolidWorks, der  – som jeg foretrækker at udtrykke det  - ’er det mindst brugerfjendske på markedet’. Og den kombination af 3D CAD og 3D print er virkelig stærk og har givet nogle solide gevinster, i form af hurtigere arbejdsgange – og dermed altså også en væsentlig kortere udviklingstid.”

Designer Jakob Kjær Nielsen:

”Med SolidWorks kan vi skabe bedre slutprodukter”
 

SolidWorks 3D CAD systemet hos Jacob Jensen Design bruges af fire medarbejdere. Èn af dem er Jakob Kjær Nielsen, der er uddannet civilingeniør i industrielt design fra AUC i Aalborg og har arbejdet fire år hos Jacob Jensen Design. Og han vurderer SolidWorks således:

”SolidWorks er et meget intuitivt produkt, der er langt nemmere at bruge, end det første 3D CAD- system vi anskaffede, Pro Engineer. Fx er brugergrænsefladen langt bedre, så det er meget hurtigere at arbejde med. Og så er det et uhyre alsidigt produkt, med en masse nyttige hjælpeværktøjer, som vi har stor glæde af. Så vi kan nå at gennemarbejde flere forskellige designforslag, uden at det tager længere tid. Med det resultat, at vi får bedre slutprodukter, end vi ellers ville have fået. Og det er naturligvis af stor værdi – både for os selv og for klienterne.”
”Det er også en stor gevinst, at vi nu kan sende filer med 3D-tegninger til de klienter, der ønsker det, så de kan se vores forslag  på deres egen skærm.”

Jakob Kjær Nielsen lærte at bruge SolidWorks allerede i studietiden, idet man bruger SolidWorks på ingeniøruddannelsen på AUC. Derfor er han en erfaren bruger, der kun meget sjældent benytter sig af den supportaftale, som man har indgået med Teamwork Danmark. Men når det endelig sker, så er hjælpen yderst effektiv, fortæller han til slut:

”Når jeg en sjælden gang ringer til Teamworks’ supportfolk, så får jeg altid svar tilbage hurtigt – normalt i løbet af fem minutter. Og det er ofte på den smarte måde, at Teamworks supporter via nettet kan gå direkte ind på min skærm og se, hvad fejlen er,  eller vise mig hvad jeg skal gøre. Og det er altså imponerende.”

Share

Composer Galleri

Få inspiration til anvendelse af SolidWorks Composer.
Se hvordan Chima laver samlingsvejledninger