TEAMWORKS A/S - Tlf.: 33 25 20 80

-abb

-apc

-dcs

”SolidWorks er et rigtig godt værktøj til at designe fundamenter til havvindmøller”


Rasmus Kjeldsen, ingeniør og SolidWorks-ansvarlig i Rambøll Gruppen

”Vi bruger SolidWorks til at designe fundamenterne til størstedelen af de hundreder af kæmpestore havvindmøller, der i disse år bliver bygget over det meste af verden, og i særligt stort tal i Nordsøen. For det er et rigtigt godt 3D CAD-værktøj til den opgave, vi skal løse, hvor vi kombinerer de to normalt adskilte verdener af maskintekniske tegninger og byggetekniske tegninger.”

Dét fortæller Rasmus Kjeldsen, der er ingeniør i Rambøll Offshore Wind Region, der er en del af Rambøll Gruppen, der er Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomhed.

Offshore Wind regionen har i de senere år haft en massiv fremgang, så man nu er verdens førende designere af fundamenter til havvindmøller med en global markedsandel på mere end 60%. 

Det er en position, der først og fremmest skyldes den enorme specialviden om fundamenter og havbundsforhold, som man har opsamlet fra olie- og gaseventyret i Nordsøen gennem næsten 30 år, fordi meget af denne viden kan genbruges til at designe fundamenter til havvindmøller.

 

Hemmelige programmer


Copyright RAMBØLL

Men Rambølls førerposition skyldes også, at man benytter sig af nogle særdeles avancerede it-programmer til at designe og beregne de to dele, som et fundament består af, nemlig en monopæl der rammes ned i havbunden, og et ’mellemstykke’, der sættes ovenpå , og som selve vindmøllen skal monteres ovenpå.

Nogle af disse programmer har man selv udviklet, og de er i flere tilfælde så avancerede, at de er forretningshemmeligheder, fordi de fx betyder, at der er 40% mindre stål og beton i et Rambøll-fundament end i konkurrenternes – med samme bæreevne og styrke.

Men et andet af programmerne er SolidWorks 3D CAD, som man bruger man til at designe pælen og platformen, så de passer sammen, så der er alle de nødvendige ’huller’ i dem til rør, kabler, trapper og alt det andet ’indmad’, og så også er plads til, at montørerne kan være der.

 

Det rigtige værktøj


Billede fra SolidWorks, hvor en af de enorme monopæle er ved at tage form.
Copyright RAMBØLL

Og SolidWorks er et rigtig godt værktøj til at få dette puslespil til at gå op, fortæller Rasmus Kjeldsen, der har været hovedansvarlig for introduktionen af SolidWorks i virksomheden:

”Da jeg kom hertil i midten af 2008, brugte man Tekla som 3D CAD værktøj, selvom det havde en række begrænsninger. Men jeg vidste fra min praktiktid i en anden virksomhed, at SolidWorks ikke har disse begrænsninger. Så jeg foreslog ledelsen, at se på SolidWorks, og på baggrund af en række sammenligninger med andre lignende programmer valgte vi SolidWorks.”

Rasmus Kjeldsen var derfor selv den første bruger af SolidWorks i Offshore Wind og har nu fået følgeskab af en halv snes kolleger. Og de har alle kunnet konstatere, at SolidWorks også udmærker sig ved en meget høj brugervenlighed, tilføjer han:

 

Nemt at lære - og hurtigt at arbejde med

”Når vi valgte at indføre SolidWorks, så var det først og fremmest, fordi det var det 3D CAD-program, der var bedst til at løse vores designopgaver, fordi det kan håndtere både maskintekniske tegninger og til en vis grad også byggetekniske tegninger. Men det var næsten lige så vigtigt, at det er nemt bruge, fordi det både er letforståeligt og selvforklarende. Og dermed så brugervenligt, at det også er meget hurtigt at arbejde med.”

En anden gevinst ved SolidWorks er, at det har en række indbyggede funktioner, der hjælper med til at kvalitetssikre det færdige produkt. Og det er noget, der har enorm betydning, når det gælder havvindmøller, forklarer Rasmus Kjeldsen:

”Alle ved jo, at jo tidligere man opdager en fejl, når man er ved at konstruere et nyt produkt, desto nemmere og billigere er det at rette den. Og det forhold er helt ekstremt for os, fordi det er enormt dyrt at rette en fejl, hvis man først opdager den, når man er ved at montere konstruktionen ude i Nordsøen. For eksempel hvis der ikke er plads nok til et bestemt rør eller til et kabel, eller hvis montørerne ikke kan komme til. Så er det måske 100 gange dyrere at rette fejlen, end hvis man opdager den på land – og altså endnu dyrere i forhold til, at vi med SolidWorks kan reducere risikoen for, at der overhovedet er fejl i designet.”

 

Eliminerer fejlkilder

Når man hos Rambøll har konstrueret en ny monopæl eller et nyt mellemstykke i SolidWorks, så skal der foretages en række analyser af fx materialeforbrug, længde på svejsesømme og meget mere, for at vurdere, hvor meget arbejde der kræves for at producere dem, og hvor meget beton og stål, der skal bruges – og meget andet. Og det kan man trække direkte ud af SolidWorks. På sigt kan man endda automatisere processen, så for eksempel vægtlister kan genereres med et museklik.

Selvom Rambøll forsøger at gøre designet så simpelt og produktionsvenligt som muligt, så hænder det, at det er nødvendigt med geometrisk avancerede løsninger. Disse kan ofte være svære eller helt umulige at regne på i hånden, og her kommer SolidWorks indbyggede link til det kommercielle FEM beregningsprogram ANSYS ind i billedet, forklarer Rasmus Kjeldsen:

”Når vi har lavet et designforslag, som skal verificeres, så skulle geometrien tidligere modelleres på ny i ANSYS. Men i dag sender vi blot SolidWorks modellen til ingeniørerne, som importerer geometrien ind i ANSYS med et museklik. Så på denne måde sikrer vi bedre kommunikation og eliminerer fejlkilder.”

Det rigtige, fremtidssikre værktøj


Vindmøllefundamenter klar til montering af selve havvindmøllerne.
Copyright MTHøjgaard

SolidWorks er således blevet et vigtigt værktøj i Rambølls Offshore Wind region. Men dog endnu ikke i fuld skala, forklarer Rasmus Kjeldsen: ”Vi har først lige afsluttet de første projekter, og vi er  færre end 10 brugere. Så vi er stadig i indkøringsfasen. Men alle er enige om, at SolidWorks er et rigtigt godt værktøj til vores behov. Og at der er en masse af funktioner i det, som vi endnu ikke er  begyndt at bruge, men som vi med tiden vil få stor glæde af. Så der er kort sagt en masse spændende fremtidsmuligheder i SolidWorks – og ikke blot her i Offshore Wind regionen, men i hele Rambøll Gruppen.”